Foreningen for Det nye Ryvang
Kære alle medlemmer
Alle ønskes en god sommer. Inden nedlukning til sommerferie sendes denne sommerhilsen med to vigtige emner.
Opkrævning af kontingent
Ved generalforsamlingen i januar 2026 fremlagde bestyrelsen et budget, som omfattede, at der i løbet af sommeren 2026 skulle foretages en opkrævning af kontingent blandt alle medlemmer pålydende kr. 50, for 2. halvår 2026. I bestyrelsen har vi imidlertid truffet beslutning om at undlade at foretage den opkrævning. Årsagen er administrativ, idet tidsforbruget er omfattende i en tid med knappe ressourcer, hvor vi til gengæld planlægger at automatisere medlems- og kontingenthåndteringen sammen med en ekstern aktør fremover. Til oplysning kan vores budget holde til at springe over. Fortsat skal nye medlemmer frem til 2027 betale kr. 50 for at blive medlem. Ved den næste generalforsamling, som vil blive afholdt primo januar 2027, skal kontingentet for 2027 besluttes og opkræves snarest derefter.
Mon nogen kan være imod det? Måske kunne man købe en is i stedet?
Medlemmer søges til af hjælpe med afvikling af UD AF BOKSEN – ind på Ryvang på Kulturens Dag 19. september
Nu har vi fået så mange spændende mulige programindslag til Kulturens Dag på Ryvang , at der kan blive konkurrence om lokaler og tider på dagen. Indslagene udgør en stor vifte f.eks. med yoga, sang/flere kor, historie om Ryvang og andre fortællinger, teaterforedrag, sjove workshops omkring billedkunst for børn og andre barnlige sjæle, fotoworkshop, forskellige udstillinger, ’tour de Ryvang’ og cafemiljø. Flere dukker utvivlsomt op. Ryvang kan virkelig komme til live.
For at det kan lade sig gøre, skal vi være mange, der giver et nap med. Huset står tomt til den tid, og der er masser af opgaver at tage fat på – før, under og efter: f.eks. finplanlægning, koordinering, indretning og inventar, udstillinger, modtagelse af gæster, kaffebrygning og mere i cafemiljø, rundvisning, oprydning og rengøring. Vi, der er i sporet allerede, er imidlertid for få til at klare alt dette. Derfor kalder vi på frivillig indsats fra I mange medlemmer af foreningen.
Vi har aftalt at mødes igen d. 12. august kl. 15 på Ryvang, Skanderborgvej 49, indgang under trappen. Her er du meget velkommen til at slutte dig til.
Skriv også gerne til bestyrelse@detnyeryvang.dk eller kontakt evt. undertegnede HanneTanvig@outlook.dk eller ring 3058 9820.
Venlig hilsen,
bestyrelsen – Peter, Anne-Marie, Lisbeth, Ole og Hanne