Nyhedsbrev marts 2026

Nyhedsbrev marts 2026

Foreningen for Det nye Ryvang

Kære alle medlemmer – lige nu er vi mindst 360!

I bestyrelsen har vi som ambition at sende et nyhedsbrev ud regelmæssigt, men vi er ikke kommet helt ind i rutinen endnu. Men det kommer sammen med udviklingen af en ny hjemmeside og øget anvendelse af Facebook-gruppen, og vi forventer at sammensætte et team til at stå for en god kommunikation fremover!

Her vil vi informere om forskelligt, vi lige har besluttet og vil tage hul på i foreningens bestyrelse, hvor meget direkte vedrører alle medlemmer. Det bliver lidt langt, men vi har også meget på bordet.

  • Konstituering inkl. beslutning om etablering af et advisory board
  • Arbejdet med visioner for Det nye Ryvang
  • Torsdagsbar, rundvisning og åbent hus
  • Større arrangementer i løbet af sommer/sensommer
  • Tilmelding og kontaktpersoner

Konstituering inkl. beslutning om etablering af et advisory board

Ved generalforsamlingen blev fem personer valgt til bestyrelsen. Vi fem kunne udpege yderligere to medlemmer, men efter grundige overvejelser har vi besluttet at etablere et advisory board i stedet, som bestyrelsen kan trække ind efter behov. En række personer har meddelt stor interesse for at være med i en sådan rolle, men her vil vi ikke oplyse navne. Bestyrelsen består således af: Peter Birkmose (næstforperson og kasserer), Lisbeth Sangill, Ole Bech Jensen, Anne-Marie Kristensen (trådt ind i stedet for Jesper Larsen) og undertegnede (forperson).

Arbejdet med visioner for Det nye Ryvang

Mange af jer deltog i borgermødet om drømme om Ryvang i fremtiden, som fandt sted d. 26. februar på Mølleskolen. På mange måder var det et positivt møde med et kæmpe fremmøde, energi og god stemning, som alt sammen vidner om Det nye Ryvangs berettigelse. Alle kunne komme til orde i grupper og grupperne kunne fremlægge deres forslag i plenum. Her var der ingen tvivl om, hvad forsamlingen syntes: huset skal være, nemlig et ’byens hus’ (red.), hvor alle kan komme og deltage på tværs af generationer og andre skel, hvor uendeligt mange aktiviteter kan komme i spil, og hvor fællesskab og frivillighed i særdeleshed er nøgleord. Tager vi alle de fremmødte på ordet, er der allerede en hær af frivillige, der vil tage fat.

Til gengæld er der et forarbejde, inden de mange frivillige kræfter kan slippes løs, for der skal etableres en ’ramme’ at alle kræfterne kan arbejde inden for. Ikke mindst skal der foreligge et materiale, som kan bruges til den fundraising, som Tryg arbejder på at opnå bl.a. til renovering og andre større tiltag. Som det også blev sagt ved borgermødet, er der nedsat en visionsgruppe bestående af fem personer fra Tryg og bestyrelsen m.fl. fra foreningens side. Og der vil blive indkaldt til et opfølgende borgermøde i juni.

Rapport fra en af grupperne på borgermødet

I bestyrelsen har vi lige besluttet at lave et forslag til en visions- og handlingsplan 2.0, der skal bruges som indspil i visionsgruppen og udtrykke brugernes ønsker til det kommende miljø. Den skal dels trække på borgermødets indmeldinger og dels den oprindelige visionsplan (fra 2024/2025), som i høj grad flugter med det, som kom til udtryk på borgermødet. Om den vil der blive informeret yderligere og den skal drøftes bl.a. ved kommende arrangementer i nærmeste fremtid, se senere, ligesom vi vil trække advisory board ind snarest.

Torsdagsbar, rundvisning og åbent hus – alle er velkomne

På borgermødet var der flere, som spontant ønskede at mødes, se huset og i det hele taget komme mere med i det forberedende arbejde. I det eksisterende miljø på Ryvang er der i forvejen et ønske om at mødes på tværs. Derfor har vi i bestyrelsen besluttet at lave TORSDAGSBAR – og den første af slagsen finder sted d. 26. marts kl. 16-18. Det bliver ikke en bar i klassisk forstand, men der er adgang til lidt til stemmebåndene, og mon ikke vi kommer til at tale om ønsker og visioner for fremtidens Ryvang. Skulle nogen være interesseret i en rundvisning, kan vi også finde ud af det. I er velkomne til at give lyd, især hvis der er ønsker om en rundvisning (skriv til undertegnede), men mød ellers frem ved indgangen under trappen ud til Skanderborgvej.

Større arrangementer i sommeren/sensommeren

Et opfølgende borgermøde vedr. visionen for Ryvang i fremtiden vil finde sted engang i juni (foreløbigt annonceret)

Foreningernes Dag d. 20.6. Vi går ud fra, at Foreningen for Det nye Ryvang deltager sammen med mange andre foreninger ved en stand.

Kulturens Dag d. 19. 9. Vi arbejder på at lave et stort arrangement – SURPRISE.

Tilmelding og kontaktpersoner

Fra nu skal tilmeldinger og kontakt vedr. medlemskab af foreningen foregå via Lisbeth Sangill (lisbethsangill@hotmail.com). Yderligere oplysninger vil fremgå på foreningens kommende hjemmeside (den som man kan se nu, er desværre ude af funktion og er ikke opdateret). Tilmelding til foreningen skal stiles som mail til Lisbeth, og der skal oplyses om navn, adresse, tlf. og mail – og kontingentet pålydende kr. 50 sættes ind i Sparekassen Danmark, konto 9070 1644307995.

Henvendelser vedr. foreningen i øvrigt skal stiles til forpersonen. På den kommende hjemmeside vil det fremgå, hvordan alle medlemmer i bestyrelsen kan kontaktes og hvem der varetager hvilke opgaver.

Venlig hilsen,

Hanne Tanvig, forperson

(HanneTanvig@outlook.dk)

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer.