Baggrunden for den ekstraordinære generalforsamling
Foreningen kan ikke leve op til sit formål, så medlemmerne må beslutte, hvad der skal ske med foreningen. Derfor den ekstraordinære generalforsamling d. 24. november 2026.
Baggrund
Foreningen for Det nye Ryvang blev dannet i september 2025. Siden 2024 havde en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra de eksisterende foreninger og andre fællesskaber på Ryvang arbejdet for at Ryvang kunne blive omdannet til et kultur- og foreningshus, og hvorledes det kunne blive et hus styret af foreningslivet og andre fællesskaber. Arbejdsgruppen beskrev det i en visionsplan. Grundlæggende er det en præmis, at ejeren skal stå for drift af selve ejendommen, vedligehold etc., mens selve aktivitetsdelen skal varetages af foreningen efter aftale med ejeren.
I mellemtiden satte Skanderborg Kommune huset til salg med den klausul, at Ryvang netop skulle blive til et kultur- og foreningshus. Som alle også ved, købte Brugsforeningen Tryg det. Visionsplanen indgår i øvrigt i tilbuddet til Skanderborg Kommune.
Foreningen fik i løbet af et år 400 medlemmer. Alle der kan støtte foreningens formål kan blive medlem, og så langt største parten er borgere i Ry uden direkte tilknytning til foreninger eller andre fællesskaber i det eksisterende Ryvang. Nogle foreninger har desuden tegnet et medlemskab på lige fod med et medlemskab for en enkelt person.
Siden det tidlige forår har vi fra foreningens bestyrelse sammen med repræsentanter fra Brugsforeningens Trygs bestyrelse deltaget i en møderække, ud fra en procesplan ledet af Brugsforeningen Tryg bl.a. med hjælp fra konsulenter. Formålet var at nå frem til en styrende vision for Ryvang, og om muligt forberede en samarbejdsaftale om en næste fase, udviklingsfasen, hvor meget skulle konkretiseres. Deadline var et møde d. 18. september 2026. I samme periode har der været nedsat et husråd for Ryvang, som skulle tage sig af forefaldende driftsopgaver i en mellemliggende periode. Husrådet bestod af to personer fra hver forening, og formandskabet lå hos Tryg.
Vendepunktet
En dag i sensommeren fik vi meddelelse om, at mødet d. 18. september blev aflyst, uden anden besked end, at der var behov for mere tid. På det tidspunkt forelå udkast til en fælles vision, et udkast til papir om styringsværdier og et udkast til en samarbejdsaftale, hvortil vi havde lavet ændringsforslag af hensyn til foreningens vedtægter.
Vi hørte ikke noget i lang tid og anmodede om et opklarende møde. Det møde fandt sted d. 8. oktober og viste sig at handle om konklusionen på det ellers afbrudte forløb. Formanden for Brugsforeningen Tryg førte især ordet og meddelte, at man var kommet til den erkendelse, at det at finde en styrende vision for Ryvangs udvikling, og at det måtte tage den tid, der skulle til (jf. udsagn på borgermødet, red.) ikke var den rigtige vej at gå – at husets udvikling skulle ske gradvist ’nedefra’ som interessen var til. Der var betydelige driftsudgifter med virkning fra 15. august 2026 og et behov for indtjening. Foreningerne skulle have adgang til lokaler, differentieret i forhold til brug og betale en realistisk husleje, og salen samt køkkenet skulle sættes i stand og udlejes til mange, mulige indtægtsgivende aktiviteter. Desuden meddelte han, at to personer fra Tryg skulle udgøre en styregruppe med hjælp fra en deltidsansat. De ville afholde 4-5 årlige møder med interesserede parter i byen, og her kunne Foreningen for Det nye Ryvang deltage på lige fod. Understøttet af samtaler med parter i byen havde man desuden fundet Foreningen for Det nye Ryvang for ”snæver” eller ikke tilstrækkeligt repræsentativ for byen (folks alder), og de pågældende parter kunne åbenbart heller ikke se sig selv som en del af foreningen.
Vi var ikke forberedt til mødets karakter, som ikke fremgik af indkaldelsen, men fik fremsagt, at vi var utilfredse med sagens forløb og manglende gennemsigtighed.
Ja, det er i overvejende grad folk i den modne alder, som har ytret ønsket om det nye Ryvang og dem, der har deltaget, både når Tryg har inviteret til stormøder og når foreningen har, senest på Kulturens Dag. Alle har kunnet komme med, foreningens bestyrelse har inviteret yngre kræfter med og har f.eks. skrevet om vigtigheden af de unge i visionsplanen. Bemærk at vi nåede at etablere et advisory board med repræsentanter fra de relevante parter i byen, men at vi reelt var forhindret i at komme videre, da møderækken med Tryg startede.
Konsekvensen er, at arbejdet i visionsgruppen og husrådet – mange møders resultater – er droppet og at Foreningen for Det nye Ryvang ikke kan fortsætte, som den var tiltænkt og har vedtægter til.