Kære alle medlemmer
Oktober måneds nyhedsbrev indeholder noget om:
- En forrygende dag ’UD AF BOKSEN – ind på Ryvang!’
- Foreningens fremtid?
En forrygende dag ’UD AF BOKSEN – ind på Ryvang!’
Vi havde en forrygende dag på Ryvang på Kulturens Dag 19. september: ’UD AF BOKSEN – ind på Ryvang!’. Brugsforeningen TRYG havde stillet lokalerne til rådighed.
Fra 9-16 summede Ryvang af liv. Ca. 200 kom på besøg og alle arrangementer trak mange mennesker. Salen var sprængfyldt af flere omgange, f.eks. da Brian Hansen med sit levende foredrag om humor og tragik fik taget til at lette. Godt at der var mange andre gode lokaler at tage i brug, for der var også forskellige indslag på samme tid: alt sammen noget for børn og noget for voksne.
Imellem de enkelte indslag hyggede mange sig sammen omkring en kop kaffe og lidt kage (sponseret af Tryg) og æbler fra haven udenfor.
Foreningen for Det nye Ryvang havde taget initiativet, og mange frivillige hjalp med at arrangere det hele. Særlig tak skal lyde til dem! Det var støttet af Brugsforeningen TRYG og Skanderborg Kommune.

Se programmet nedenfor.

PROGRAM
9.00-16.00: Udstillinger: Colourit’en, Ry Fotoklub og Ry Kunstforening. Miljø og Tour de Ryvang, rundvisning
9.15-10.15: Det gamle Ryvang i det gamle Ry – gående fortælling. Historiefortæller og lokalguide Bjarne Jensen tager os med fra Torvehallen til Ryvang
9.30-10.30: Yoga Blid for voksne. Yogalærer Kirsten Planck Larsen inviterer til yoga på Ryvang. Medbring egen måtte/liggeunderlag samt blødt tøj
10.30-11.30: De levende fortællingers magi. Folk fra Ry Fortællekreds fascinerer med fortællingers kraft og magi
10.00-12.00: Workshop: Mal og udstil din bedste – eller bedste ven. Colourit’en inviterer børn med bedsteforældre eller andre bedste venner på malesjov. Der er materialer på stedet og billeder kan tages med hjem
12.00-13.00: Matiné på Ryvang. Pernille Schiøtz og duoen Inge/Christian synger for og sammen med os
13.00-14.15: Teaterforedrag – Det komiske og tragiske. Brian Hansen, skuespiller og foredragsholder, giver os noget at tænke på. ”Det bliver et foredrag, hvor vi griner sammen, tænker sammen – og måske ser vores egen hverdag lidt anderledes, når vi går ud ad døren”, har han sagt
14.15-16.00: Workshop: Små motiver – store billeder. Ry Fotoklub inviterer deltagerne med i foto-værkstedet.
14.30-15.00: Ry Seniorkor optræder.
Det var en ’endagsforestilling’, men Ryvangs muligheder som kultur- og foreningshus i fremtiden blev tydelige.
Foreningen for Det nye Ryvang havde taget initiativet, og mange frivillige hjalp med at arrangere det hele. Særlig tak skal lyde til de frivillige!
Foreningen for Det nye Ryvang fremover
I skrivende stund er vi knap 400 medlemmer af Foreningen for Det nye Ryvang, og der kommer fortsat flere til, ligesom der er mange henvendelser om at bruge Ryvang i fremtiden. Arrangementet på Kulturens Dag har i sig selv øget interessen for at blive medlem.
Som tidligere skrevet i nyhedsbreve har vi siden det tidlige forår 2026 deltaget i en møderække om udviklingen af Ryvang dels i en såkaldt visionsgruppe og dels i et husråd sammen med folk fra Brugsforeningen TRYG, arrangeret af sidstnævnte. Startskuddet lød i forbindelse med det velbesøgte borgermøde om visioner for Ryvang, som fandt sted på Mølleskolen i februar. Forløbet i visionsgruppen skulle ende med en færdig vision og en aftale om den næste fase i projektet, herunder en indgået samarbejdsaftale, med deadline d. 18. september 2026. I husrådet skulle konkrete driftsopgaver her og nu tages op.
Nu skriver vi oktober og kan meddele, at der er opstået en ny situation. Ved et møde forleden meddelte Brugsforeningen TRYG, at man havde ændret strategi. Det har betydning for vores forenings virke, hvorfor medlemmerne vil blive inviteret til et stormøde i den nærmeste fremtid. Nærmere information følger.

På vegne af bestyrelsen,
Hanne Tanvig, forperson
Ry, d. 10. oktober 2026